Sankt Laurentius
I Sankt Laurentius kan du gå på opdagelse under jorden i den skjulte kirkeruin og dykke ned i stedets første 500 år, der fortæller om kirken fra den tidlige middelalder. Og tage en tur op ad de snoede trapper i det gamle kirketårn og få indblik i stedets næste 500 år. 1000 års historie samlet på et sted.
2 meter under Stændertorvet er vi 1000 år tilbage i tiden. Det var her, byen opstod i årtierne omkring år 1000. Her blev de første gader anlagt, og de ældste kirker bygget. Gennem århundrederne er gamle bygningsrester, gadebelægninger og affald fra mennesker og dyr aflejret i lag oven på hinanden til det nuværende gadeniveau.
Sankt Laurentii kirketårn blev opført i slutningen af middelalderen. Da kirken blev revet ned i 1531, overlevede tårnet. Det blev rådhustårn og fængsel. I tårnet kan du i dag få Roskildes bedste udkig over byen.